Friis før FCH: Fansene betyder vildt meget
Viborg FF tager imod FC Helsingør hjemme på Energi Viborg Arena fredag aften til den ørste hjemmekamp i år, hvor tilskuerne er med på lægterne. Det er noget, der betyder meget for spillere og trænere, siger Lars Friis:
-Det betyder helt vildt meget for os, og forhåbentlig kommer det til at give vores spillere en masse inde på banen. Når man laver en god aktion, så følger der en applaus med, som vi har savnet, så det glæder vi os rigtig meget til. Samtidig håber jeg jo også, at vores modstandere får at føle, at det er vores hjemmebane, og at vi har alle fansene i ryggen. Som jeg også har sagt tidligere, så håber jeg, at vores stadion bliver fyldt med fans og ikke bare tilskuere. Det betyder vildt meget at mærke opbakningen.
Fredagens gæster er oprykkerne fra FC Helsingør, der har overrasket meget positivt i sæsonen. Aktuelt er holdet på fjerdepladsen, og kommer senest fra en frisk sejr over Esbjerg:
-Det er et hold, der har løsnet håndbremsen og bare kørt afsted. De har et godt koncept, som fungerer for dem, men som også er lidt utraditionelt, fordi de ofte skifter meget fra kamp til kamp. De holder det samme system, men ofte med forskellige spillere, så det det gør dem uforudsigelige. Det er et hold, der spiller positiv og offensiv fodbold, som gerne vil angribe, så det skal vi kunne løse.
-Vi skal være skarpe både defensivt og offensivt, og så handler det om, at vi kommer med en masse intensitet. Vi skal gå 100% ind i alle dueller og aktioner, og så skal vi bringe mange spillere i boksen, og få skabt så mange situationer som muligt i og omkring deres felt. Vores tilgang er offensiv, som den altid er, og vi skal ud for at hente tre point, lyder det fra Lars Friis.
Kampstart på Energi Viborg Arena er fredag kl. 18. Du kan købe billet til kampen her – eller se kampen på Viaplay Sport.