Lovende generalprøve
2004 |
Af: | 18. juli 2004
Der var ikke mange fingre at sætte på indsatsen hos de grønklædte Viborg-spillere oven på eftermiddagens 90 minutters spilletid mod AGF på Møldrup Stadion.Spillet flød, der blev leveret en mindre perlerække af gode mål - og så blev der for første gang efter sommerferien spillet til nul af Viborg F.F.'s beagerste bastioner.
Det sidste faktum kunne ikke blive anderledes mod et AGF-hold, som aldrig nåede at spille sig igennem til bare een 100 pct. stor målchance.
I den anden ende af banen boltrede Viborg-offensiven sig til gengæld.
Michael Gravgaard, der var tilbage i front som makker til Klaus Kærgård, voldte igennem hele 1. halvleg AGF-defensiven store problemer med sit hovedspil og sin bomstærke fysik. Og på venstrekanten betalte Alex Nørlund tilbage på den pibekoncert, han blev præsenteret for, sidst de to hold mødtes i sidste sæsons afsluttende SAS-ligarunde på Århus Stadion.
Nørlund virkede over hele kampen særdeles veloplagt og var også manden, der lagde bolden til rette for Jakob Glerup, da den tilbagevendte midtbanespiller efter 12 minutters spil vristsparkede viborgenserne på 1-0 - hårdt og fladt uden chance for AGF-keeper Rune Pedersen.
Målet blev startskudet til en Viborg-opvisning i effektiv kontrafodbold. Jakob Glerup var oftest manden der satte presset på århusianerne ind, og så fulgte holdkammeraterne ellers efter med adskillige AGF-boldtab til følge.
Kun en håndfuld minutter efter Glerups føringsmål, blev Viborg F.F.'s forspring udbygget, da Klaus Kærgård slap alene med Rune Pedersen på en dyb stikning ned gennem AGF-forsvaret. Og Kærgård undlod ikke at fejre sin nye to-års kontrakt med Viborg F.F., da han koldt lobbede bolden ind over den fremstormende AGF-målmand.
2-0 føringen fik dog ikke Viborg F.F. til at drosle ned. Holdet fortsatte i aggressiv stil frem ad banen, mens den reorganiserede bagkæde med Mikael Gustavsson, Thomas Andie, Christian Keller og prøvespilleren, Mojo Kingsley, gik koncentreret til værks, når der var behov for det. Nigerianske Mojo Kingsley imponerede trods sine kun 18 år med klogt forsvarsspil og skilte sig samtidig fornuftigt af med bolden i det opbyggende spil.
Sammen med sin nigerianske holdkammerat, Paul Obiefule, havde Mojo Kingsley i øvrigt også været i kamp om lørdagen i 0-2 nederlaget mod Jetsmark. Men energi var der nu masser af hos både Kingsley og Obiefule i dag, selv om sidstnævntes kræfter slap op med 20 minutter tilbage af dagens opgør.
På det tidspunkt var kampen dog forlængst afgjort. Cementeringen af Viborg F.F.'s sejr på 3-0 faldt således kort før pausen, da Imants Bleidelis sparkede bolden over i det modsatte målhjørne med en følt rundskæv.
Også Bleidelis måtte lade sig skifte ud, da der ikke var mere benzin i tanken til at forsyne de lettiske landsholdsben kort efter Paul Obiefules udskiftning.
Anden halvleg blev for Viborg F.F.'s vedkommende primært brugt på at køre sejren sikkert i hus, mens tvillingeparret, Kristian og Anders Kaagh, benyttede kampens sidste kvarter til at hilse på deres tidligere klubkammerater i AGF.

















