Orla Højris trækker sig tilbage
Af helbredsmæssige årsager stopper VFF-scout Orla Højris i klubben, og går på pension, når denne sæson er slut. Orla Højris har været en del af Viborg FF i flere forskellige roller siden 1979, hvor han startede som spiller, og i 2011 blev han første gang tilknyttet som scout i den professionelle afdeling.
-Det er med blødende grønt hjerte og samtidig fuldstændig afklarethed, at dette bliver min sidste sæson i Viborg FF. Da jeg vendte tilbage i marts 2019 efter en tilsyneladende vellykket rygoperation, var det mit mål, at jeg først ville stoppe i klubben, når en tilbagevenden til Superligaen var en realitet. Dette er nu sket, og da jeg samtidig kan konstatere, at min ryg i store perioder ikke kan holde til at sidde timevis foran computeren, bliver jeg nødt til at trække stikket, lyder det fra Højris.
Sportschef Jesper Fredberg takker Orla Højris for samarbejdet:
-Orla og jeg har haft et tæt samarbejde lige siden, jeg startede i klubben, så jeg er selvfølgelig ærgerlig både personligt og på klubbens vegne. Vi havde gerne set ham fortsætte, men har naturligvis respekt for beslutningen, som ikke kan være anderledes, når kroppen siger fra. Orla er en ægte klubmand, der har sin helt egen historie i VFF, og den store fodboldfaglighed og erfaring kommer vi til at savne, men døren er altid åben her, og mon ikke vi også holder kontakten.
-Med Orlas afsked, så er der et naturligt hul, der skal udfyldes, og arbejdet med at finde en ny scout er vi gået i gang med, siger Fredberg.
Viborg FF takker Orla Højris for indsatsen for klubben, og vil tage officiel afsked med ham til sæsonens sidste kamp på onsdag.