Friis før BIF: Vi skal være modige
Viborg FF gæster Brøndby Stadion søndag aften, og der venter selvsagt en svær opgave på udebane mod de forsvarende mestre. Cheftræner Lars Friis vil se sine spillere være modige, og turde fortsætte med det spil, der har været succesfuldt gennem hele seneste sæson:
-Det bliver selvfølgelig en svær opgave mod et Brøndby-hold, der er rigtig stærkt på intensitet og pres. De har muskler i holdet, de løber stærkt og de vil gerne spille vertikalt. Det er et godt trænet hold, og det har man kunnet se gennem flere år, hvilket kulminerede i seneste sæson, hvor der var flere, der bejlede til mesterskabet, men jeg synes, det bedst trænede hold vandt.
-Vi skal være modige og turde spille vores spil. Vi må ikke bruge 20 minutter på at komme ind i kampen som vi gjorde i Farum i sidste uge. Det var ikke vores plan, men det var sådan det blev, og det må ikke ske igen. Vi skal have styr på vores pres, og så skal vi gøre det på vores måde. Vi kommer ikke til at ændre os selv, fordi vi møder Brøndby, men vi tror på, at vi kan gøre det med de midler, vi er gode til. Og jeg glæder mig selvfølgelig til at se, hvilke svar vi får på det. Jeg tror, det bliver en kamp med masser af intensitet, og så skal vi have modet til at spille med dem, siger cheftræneren.
Der er kampstart på Brøndby Stadion søndag kl. 18, og kampen kan ses direkte på TV3+