Friis før slutspillet: Vi vil angribe hver gang
Viborg FF tager imod SønderjyskE fredag aften i den første kamp i slutspillet, og cheftræneren ser frem mod sæsonens sidste og afgørende fase, og understreger, at tilgangen til kampene fortsat er den samme:
-Vi ved, at det er de 10 kommende kampe, der kommer til at afgøre sæsonen, og vi ved, hvilke fem modstandere, vi skal stå overfor, men ellers ser jeg ikke anderledes på turneringen end før, vi blev delt op i de to slutspil. Vores måde at forberede os på, og vores tilgang til kampene vil være præcis den samme, så det er ikke noget ændret der.
-Vi jagter og vil opnå gode præstationer med en offensiv måde at gribe kampene an på hver gang, og det er selvfølgelig også med den tilgang, vi går ind til SønderjyskE-kampen. Vi vil angribe kampen på vores hjemmebane, som vi altid gør, og så kræver det en koncentreret indsats hele vejen rundt, siger Friis og fortsætter om fredagens modstander:
-De har ikke tabt de seneste tre kampe, hvor de også har lavet nogle stabile præstationer, så det er et godt hold, vi skal møde i morgen. Jeg formoder, at de har Emil Berggreen tilbage igen, som er en stor profil for dem, og så har de noget kvalitet inde centralt, hvor de er dygtige til at samle andenbolde op. De har en god struktur i holdet, så vi skal være dygtige for at få dem åbnet op, og vi ved, at vi altid skal levere en god præstation for at få tre point i en række, hvor kampene ofte er tætte, afslutter cheftræneren.
Der er kampstart på Energi Viborg Arena fredag klokken 19, og kampen kan ses direkte på TV3 Sport.