VFF tabte i Farum
VFF havde søndag taget turen til Farum, hvor FC Nordsjælland ventede. Et højt pres fra hjemmeholdet og en til tider usikker viborgensisk boldomgang kastede i de første minutter en håndfuld muligheder af sig til FCN. Den største chance tilfaldt Mads Hansen, da Simon Adingra spillede ham fri på kanten af det lille felt, men til Viborgs held fik Hansen ikke træf på bolden.
Efter 20 minutter gik den ikke længere. Oliver Rose-Villadsen drev bolden frem i venstresiden og fandt Oliver Antman på kanten af feltet. Finnen løb på tværs, og med en følt afslutning bragte han nordsjællænderne i front.
I kølvandet på scoringen fortsatte FCN med at presse på. Hjemmeholdet fik plads til at folde deres stærke pasningsspil, hvilket også resulterede i flere muligheder til Nordsjælland.
I det 31. minut var Jay-Roy Grot tæt på at bringe balance i målregnskabet, da han fik foden på et indlæg fra Daniel Anyembe, men overliggeren stod i vejen. Kort før pausefløjt var Grot på spil igen. Justin Lonwijk sendte med en præcis stikning sin landsmand alene igennem med Andreas Hansen i FCN-målet, og kun med en stærk blokering forhindrede han Grot i at udligne.
2 minutter inde i anden halvleg brændte det på for Viborg. Nicolas Bürgy tabte bolden til Mads Hansen, men trods frit løb mod mål chippede Hansen bolden over. I det 57. minut fik hjemmeholdet chancen igen. FCN´s Jacob Christensen erobrede bolden på midten af banen, og med en tværaflevering fandt han en fremadstormende Simon Adingra, der uden chance for Lucas Lund sparkede Nordsjælland på 2-0.
Viborg forsøgte at svare igen, men manglende præcision i afleveringerne betød, at det offensive spil havde svært ved at komme til at flyde for Friis´ tropper. I modsatte ende fortsatte FCN med at skabe chancer, og i det 66. minut var det kun en clearing på målstregen af Grot, der hindrede Kian Hansen i at heade et hjørnespark i mål.
I slutminutterne havde både Justin Lonwijk og Alassana Jatta muligheden for at reducere, men skarpheden manglede, og VFF´erne måtte tage fra Farum uden point.
FC Nordsjælland-Viborg FF 2-0
1-0 Oliver Antman (20.)
2-0 Simon Adingra (57.)
Startopstilling
Lucas Lund - Daniel Anyembe, Mads Lauritsen, Nicolas Bürgy, Christian Sørensen - Justin Lonwijk, Jakob Bonde, Jan Zamburek - Tobias Bech, Jay-Roy Grot, Younes Bakiz
Indskiftninger
Clint Leemans for Jan Zamburek (63.)
Jeppe Grønning for Jakob Bonde (63.)
Lars Kramer for Mads Lauritsen (63.)
Alassana Jatta for Tobias Bech (75.)
Ibrahim Said for Younes Bakiz (75.)
Kort
Gult: Justin Lonwijk, Nicolas Bürgy