Friis før OB: En topspændende situation
Viborg FF skal en tur på udebane torsdag aften, hvor modstanderen er OB i en direkte duel om syvendepladsen. Med tre kampe tilbage af sæsonen, så spidser det til i toppen af Kvalifikationsspillet, og cheftræner Jacob Friis er meget glad for den situation, han og VFF er i lige nu:
-Det er en topspændende situation for os, for vores fans og for alle andre, der kigger på. Vi har muligheden for at opnå noget stort i denne sæson, så vi er glade for den position, vi har sat os selv i, og tager til Odense med kæmpe motivation. Hvis nogen havde sagt til mig i februar, at vi kunne stå her med tre kampe igen, så havde jeg da alle dage sagt ja til det.
-Vi tager afsted med samme tilgang som vi altid gør, og når vi går på banen, så er det for at vinde. Vi skal være offensive og aggressive, og så skal vi lykkes med at få lukket af for deres profiler. De har nogle dygtige individualister, der ser skarpe ud, og ellers handler det om, at vi skal få sat egne spidskompetencer i spil, så vi sætter dem under pres så meget som muligt.
Der er kampstart på Nature Energy Park torsdag kl. 18, og kampen vises også direkte på Canal 9.
Skal du med på udebanetribunen, så kan du booke en plads i fanbussen på billetter.vff.dk inden midnat. Prisen er 189,- for voksne og 169,- for børn og studerende - billet til kampen er inkluderet i prisen.

















