Startdebutanten Gaaei: Megastort for mig
For første gang i karrieren var der en plads i startopstillingen til 19-årige Anton Gaaei, som nu har været en del af fire kampe i 3F Superligaen i denne sæson. Den unge viborgenser er glad for tilliden, og har fået mod på meget mere i den grønne trøje:
-Det var selvfølgelig rigtig fedt, og noget, jeg havde set meget frem til fra da jeg fik det at vide dagen inden kampen. Det er gået ret stærkt for mig på det seneste, og det er selvfølgelig megastort, at jeg har fået min første startplads nu, og det giver mig selvfølgelig mega motivation til fremtiden.
-Jeg synes, at det gik fint, og jeg kom med den energi og fight, som jeg altid gerne vil. Der er altid ting, man gerne vil gøre bedre, men jeg synes, at jeg slap fint fra de fleste ting i kampen, siger Gaaei.
Tilskuerne på Energi Viborg Arena valgte Anton Gaaei som banens bedste VFF’er i sejren over AGF.