Varm op i fanzonen til søndagens kamp mod Brøndby
Der venter en ny kamp på søndag, hvor Energi Viborg Arena bliver godt fyldt til kampen mod Brøndby IF, som sparkes i gang kl. 16:00.
Inden kampen vil der blive etableret en fanzone på parkeringspladsen ud for Folkebladstribunen. Her kan grønne fans varme op til det spændende opgør i fællesskab allerede fra kl. 13:30.
I fanzonen vil der være god musik og mulighed for at købe forfriskninger i form af øl og vand. Man kan også få stillet sulten med cheeseburgere fra McDonald’s, som kan købes for 10 DKK.
Vi vil opfordre alle tilskuere til at komme iklædt i grøn og hvid, så tribunerne bliver klædt i klubbens farver. Derfor vil der i fanzonen også være mulighed for at købe VFF-merchandise.
Før kampstart er der fri adgang for alle i fanzonen, men så snart kampen fløjtes i gang, vil et mindre område af fanzonen ud for indgang 5 og 6 blive indhegnet og indlemmet i stadionområdet. Dermed kan tilskuere med billet til kampen benytte området og boderne til at hente forfriskninger i pausen og undervejs i kampen.
Har du endnu ikke sikret dig en billet til søndagens kamp, så kan du gøre det via billetter.vff.dk, hvor der også kan købes sæsonkort på abonnement fra 69 DKK pr. md. for voksne.
Vi glæder os til at se jer!