Zaletel skriver lang kontrakt med VFF
Til aftenens KICK OFF-event i Tinghallen har Zan Zaletel skrevet under på en ny kontrakt med Viborg FF, som gælder frem til 31.12.2027.
-Først og fremmest er jeg glad for at være Viborg-spiller. Det er et fantastisk hold at være en del af, og så har jeg det også rigtig godt udenfor banen, så det har været nemt at sige ja til en ny kontrakt her.
-Jeg har fået en god rolle her og har allerede spillet mere end jeg forventede, da jeg kom i sommer, og jeg er samtidig også helt sikker på, at Viborg er det perfekte sted for mig at fortsætte min udvikling. Det er fedt at være her, og jeg tror på, at vi opnår flere store ting, siger den slovenske forsvarsspiller.
Direktør Morten Jensen er ligeledes glad for den nye kontrakt med Zaletel:
-Vi er meget glade for Zale, som på kort tid er faldet godt til og blevet en profil hos os, og samtidig har han en god personlighed for vores omklædningsrum. Han er en moderne midtstopper, der hele tiden udvikler sig positivt, og vi er sikre på, at han løfter sig endnu mere her i de kommende år.
-Det er vigtigt for os at have vores unge profiler på længerevarende kontrakter, og derved skabe ro og de bedst mulige forudsætninger for, at de kan præstere og udvikle sig. Derfor er vi også glade for at forlænge aftalen med Zaletel allerede nu og samtidig er det også et skulderklap til ham for mange gode præstationer, siger direktør Morten Jensen.