Bürgy før AGF: Skal bringe vores allerbedste præstation
Nicolas Bürgy ser frem mod søndagens brag i Aarhus, hvor Viborg FF tørner sammen med AGF klokken 18. Den schweiziske forsvarsspiller forventer en hård kamp og ved, at det kræver en stor præstation, hvis der skal tre point med hjem til domkirkebyen:
-De er ekstremt stabile i defensiven med deres femback-kæde, som er meget kompakt, så det er svært at komme igennem dem. De lukker ikke mange mål ind, så det er selvfølgelig en stor styrke hos dem. Så vi skal finde en måde at bringe dem i nogle ukomfortable situationer, så der kan blive plads til nogle af vores styrker. Jeg synes, vi har noget individuel kvalitet i vores offensiv, hvor vi kan gøre ondt på de fleste, og det skal vi gerne have bragt i spil.
-Vi forventer selvfølgelig, at det bliver en hård kamp mod et godt hold, men vi kommer til kampen med selvtillid og tror selvfølgelig på, at vi har, hvad der skal til. Vi skal bringe vores allerbedste præstation og måske endda et par procenter mere end det, for vi ved også, at det bliver intenst med mange mennesker på stadion mod et hold, der også spiller med store følelser. Det skal vi håndtere og være kloge, når der opstår situationer, som kræver det, siger schweizeren.
Kampen kan ses direkte på TV3 Sport og Viaplay