Friis efter AGF-test: Et skridt i den rigtige retning
Det var en mere opløftende indsats i forhold til sommerens første test, da VFF onsdag eftermiddag spillede 0-0 mod AGF. Cheftræner Jacob Friis savner stadig mere fra offensiven, men overordnet set er han tilfreds med udbyttet af dagens træningskamp:
-Nu er vi kommet lidt længere hen i opstarten og har fået flere minutter i benene til alle, og der var helt klart fremskridt i forhold til sidst. Strukturmæssigt er jeg godt tilfreds med den første time, hvor vi fik sat nogle fine ting sammen, og så var den sidste halve time lidt som det altid er i træningskampe, hvor man skifter meget ud. Ikke så struktureret, men det var forventeligt, og de unge gjorde det rigtig fint.
-Jeg synes, man kunne se, at vi havde fået banket lidt af rusten af, og jeg kunne mærke spillerne noget mere i dag, så det var klart et skridt i den rigtige retning. Men jeg savner stadig noget mere output og noget mere i vores gennembrudsspil. Der fik vi alt for lidt ud af det, så på den konto var det ikke en god præstation, men de andre dele af spillet var fint, så overordnet set er jeg ok tilfreds på nuværende tidspunkt, siger cheftræneren.
Næste og sidste testkamp for VFF spilles på lørdag i Silkeborg. Der er kampstart på Jysk Park klokken 13.