Friis før OB: Kræver dygtighed i alle spillets faser
Viborg FF skal på jagt efter tre point på udebane mod OB mandag aften, og cheftræner Jacob Friis forventer en svær og tæt kamp mod et hjemmehold, der har fået en god start på sæsonen med fire point for de første to kampe:
-Vi forventer en tæt kamp mod et godt OB-hold, der har fået en god start på sæsonen. De har mange dygtige spillere og har også fået tilført nye individualister henover sommeren, og vi ved, at det er et hold med meget fart, som gerne vil afsted i omstillingerne.
-Vi mødte dem selv i træningskampen før sæsonen og har selvfølgelig også set dem i de første to kampe, så vi føler os godt forberedte på dem, og så er det så op til os at løse de udfordringer, de stiller os overfor, siger han og fortsætter:
-Det kommer til at kræve dygtighed i alle spillets faser, og sådan er det i alle kampe i Superligaen fordi alle hold er konkurrencedygtige. Vi skal både forsvare os godt, være dygtige i presset og så skal vi lykkes med at få sat vores spil op omkring deres felt. Det har vi en god plan for, og er vi skarpe i vores ting, så tror vi også på, at vi kan få et godt resultat, siger Jacob Friis.
Siden seneste runde i 3F Superligaen har Friis fået tilført to nye offensivspillere til truppen. De kommer begge fra portugisisk fodbold, hvor ligaen ikke er startet endnu, og selvom hverken Serginho eller Nigel Thomas endnu har været i kamp i sæsonen, så melder cheftræneren dem klar mod OB:
-Der er altid nye ting, man skal vænne sig til, når man kommer til skandinavisk fodbold, men de har begge fået gode uddannelser på gode akademier, så de er godt oplært. De er ikke langt bagefter på det fysiske, så de er begge to i spil til kampen i morgen.
Kampstart på Nature Energy Park er mandag kl. 19, og kampen kan ses direkte på TV3 Sport og Viaplay.