Fanzone fra 16:00 og 3. halvleg efter slutfløjt mod FCK
Når vi tager imod F.C. København i årets sidste hjemmekamp lørdag den 25. november, så er der masser af aktiviteter på Energi Viborg Arena både før og efter kampen. Vi starter allerede klokken 16:00, hvor fanzonen åbner, og efter slutfløjt inviterer vi til 3. halvleg i BDO Loungen.
Fanzonen åbner med juletema klokken 16:00
I fanzonen bliver der julestemning, når der åbnes for fælles opvarmning til kampen for alle grønne fans klokken 16:00. Vi stiller telt op, hvor der bliver pyntet hyggeligt op til jul, og hvor der også vil være julemusik i højtalerne.
Der kan som sædvanlig købes Heineken fadøl og sodavand, men denne gang vil der også kunne købes flæskestegssandwich, æbleskiver, gløgg og juleøl i form af Royal X-mas. Vores hovedpartner Peter Larsen Kaffe kommer også med en kaffevogn med barista.
I fanzonen kan man også blive klædt på i grønne og hvide farver ved at besøge Kløvershoppen, der sælger VFF-merchandise, og så er der naturligvis også masser af aktiviteter i form af fodbolddart, pannabane og meget mere. Omkring klokken 17:30 er der besøg fra nogle af de 3F Superliga-spillere, som ikke er en del af kamptruppen på dagen.
3. halvleg for alle grønne fans i BDO Loungen efter slutfløjt
Når kampen mod FCK er fløjtet af, så åbner vi for 3. Halvleg i BDO Loungen, hvor alle grønne fans har mulighed for at runde årets sidste hjemmekamp af med lidt til ganen. En af aktørerne fra aftenens kamp kigger også forbi.
Baren er åben med drikkevarer frem til kl. 23:00. Der modtages kun MobilePay- og dankortbetaling.
Har du endnu ikke sikret dig en billet til årets sidste hjemmekamp, så find din plads på Energi Viborg Arena i dag via billetter.vff.dk