Christensen: Ret glad for min egen præstation
Carl Christensen fik en hovedrolle i dagens testsejr over Stjarnan, da den unge midtbanespiller både scorede og assisterede, og Christensen er da også godt tilfreds med udbyttet af kampen:
-Jeg synes, at vi havde mange gode faser i presset og med bolden især i første halvleg. Der skulle vi have scoret tre-fire mål mere, men vi var desværre ikke skarpe nok. Anden halvleg var knap så god, men vi vandt og det er altid godt at tage med.
-Jeg er ret glad for min egen præstation med både mål og assist, så det kan jeg kun være tilfreds med. Jeg føler selv, at jeg har præsteret godt i de kampe, jeg har været med i, så det har været en god opstart med Superliga-holdet for mig. Jeg kæmper og gør, hvad jeg kan, og jeg er bare glad for at kunne bidrage her. Det er jo det første skridt i forhold til måske at få en mere fast plads en dag, siger han.
Carl Christensen er én blandt fire U19-spillere, som er med på træningslejren, og midtbanespilleren er glad for den tillid, han har fået:
.Vi unge er blevet taget mega godt imod, og de ældre har været gode til at hjælps os både på og udenfor banen, så det er fedt at være med. Her er også godt socialt, hvor vi kan snakke med alle, så det har faktisk været nemt at falde til med resten af truppen. Det giver jo selvfølgelig mod på mere, så jeg skal bare klø på.