Poulsen før BIF: Der skal leveres på alle parametre
Der venter et stort opgør på Energi Viborg Arena søndag aften, når Brøndby IF kommer på besøg. Der forventes mange tilskuere på lægterne, og cheftræner Jakob Poulsen ser selvfølgelig også frem til kampen mod et af de bedste hold i rækken i denne sæson:
-Det bliver en fed udfordring og en kamp, vi glæder os til. Brøndby er godt kørende og er et af de absolut bedste hold i ligaen i øjeblikket. Vi er på hjemmebane, og der kommer mange mennesker på stadion og der bliver god stemning, så det bliver en fed kamp og forhåbentlig også med et godt resultat, siger han.
Jakob Poulsen og VFF-holdet skal følge op på seneste rundes sejr over Randers FC, men det bliver også en svær opgave mod et Brøndby-hold, som har hentet to sejre og en uafgjort i forårets første tre runder:
-Jeg synes, at Brøndby er godt kørende på alle dele af spillet. De er solide, de er gode i presset og når de har bolden, så skaber de meget, så det er jo det, man som træner altid gerne vil se. Jeg gætter på, at Jesper Sørensen er godt tilfreds lige i øjeblikket. Så selvfølgelig er det en svær opgave for os, men ikke en umulig opgave.
-Der skal lægges en topindsats fra vores side, hvor vi leverer på alle parametre både defensivt og offensivt. Det er vi helt klar over, at der kræves hver gang, og så ser vi også, at der vil blive muligheder for os i kampen. Vi har stor tro på os selv og tror helt klart på, at vi kan lykkes med vores ting, så vi får et godt resultat, siger Poulsen.
Kampstart mod Brøndby IF er søndag kl. 18, og kampen vises også direkte på TV3+ og Viaplay.