Poulsen før RFC: Det bliver en fed kamp
Onsdag aften spilles der om vigtige point i jagten på syvendepladsen og Europa Playoff, når Viborg FF gæster Randers FC på Cepheus Park. Det bliver også en kamp med mange grønne fans på lægterne i et udvidet udebaneafsnit, og cheftræner Jakob Poulsen håber at kunne give de mange medrejsende fans en god kamp og tre point:
- Det bliver en fed kamp, og jeg glæder mig. Det er fedt, at vi nu er i en position, hvor vi skal spille for at opnå noget, og det har vi gjort os fortjent til, siger Jakob Poulsen og fortsætter:
- Jeg har hørt, at der kommer mange folk med på stadion i Randers, så det kunne være fedt, hvis vi nærmest kan få lavet det til en hjemmebane. Det har heldigvis været kendetegnende for hele sæsonen, at vi har haft rigtig god opbakning - også på udebane. Så det er dejligt, og forhåbentligt kan vi give de medrejsende tilskuere en god kamp og tre point.
Viborg FF er inden kampen placeret på syvendepladsen i 3F Superligaens kvalifikationsspil, som giver adgang til Europa Playoff-finalen, og Randers FC er nærmeste forfølger på ottendepladsen med to point færre. Så det er en vigtig kamp, men det er heller ikke en altafgørende kamp, mener Jakob Poulsen:
- Kampen er jo ikke altafgørende i forhold til syvendepladsen, men det er klart, at vi lige nu er i en position, hvor vi selv kan afgøre tingene, og det er jo en position, vi også gerne vil være i efter kampen, og allerhelst med en sejr. Så det er selvfølgelig en vigtig kamp, men det er heller ikke den, der afgør det hele. I hvert fald ikke set fra vores synspunkt, forklarer cheftræneren.
- Vi skal spille en god kamp over hele linjen. Vi skal være klar på de ting, de er gode til. De har været rigtig gode på bolden, og de har nogle hurtige folk oppe foran, som vi selvfølgelig skal være opmærksomme på.
- Og så skal vi selvfølgelig gøre det, vi selv har været gode til over en længere periode, hvor vi har været meget stabile og svære at skabe chancer imod, mens vi også har været gode på bolden, slutter cheftræneren.
Onsdagens opgør fløjtes i gang klokken 18:00 på Cepheus Park i Randers, og kampen kan ses på TV3 Sport og Viaplay.