Sejr over Randers FC i Future Cup
For anden gang i denne sæson blev der spillet Future Cup på Energi Viborg Arena, hvor der i dag var kamp mod Randers FC.
Gæsterne havde bolden en del i kampens første minutter, men uden at komme til nævneværdige chancer. Første afslutning for VFF noterede Lukas Emil Kirkegaard sig for, da han i forbindelse med et hjørnespark fik sparket bolden mod mål, men Oskar Snorre i Randers-buret reddede forsøget.
Herefter var det de grønne, der pressede mest på, og kort efter fik Ibrahim Said en stor mulighed efter fint forarbejde fra Justin Lowwijk, men Said sparkede forbi mål.
Efter en halv times spil var Ivan Näsberg tæt på at bringe VFF foran, da han ved et hjørnespark steg flot til vejrs og headede mod mål, men bolden sneg sig lige forbi opstanderen.
Tre minutter før pausen kom føringsmålet så efter endnu et hjørnespark. Bolden endte ved bagerste stolpe, hvor Justin Lonwijk kunne bukke sig ned og heade bolden i mål.
Føringen holdt dog ikke længe, for allerede minuttet efter blev gæsternes Mohammed Toure spillet fri, og med en flad afslutning under Lucas Lund gjorde han det til 1-1, der også var stillingen ved pausen.
Anden halvleg var præget af mange nærkampe og ikke helt så meget af store målchancer.
Charly Nouck var dog tæt på at gøre det til 2-1 ti minutter efter pausen, da han driblede sig flot igennem Randers-defensiven, men afslutningen manglede kvalitet og endte et stykke forbi mål.
Midtvejs i anden halvleg var Charly Nouck igen tæt på, da han var først på et fladt indlæg fra Anosike Ementa, men han blev tacklet i skudøjeblikket. Alligevel var Randers-keeperen tæt på at fumle bolden i mål, men han fik altså afværget til sidst.
Otte minutter før slutfløjt lykkedes det så endelig for Charly Nouck at få netmaskerne til at blafre. Efter en glimrende aflevering fra Jakob Vester kunne kantspilleren efter et par træk sparke bolden i nettet ved fjerneste målstolpe.
Der blev ikke scoret yderligere, og dermed blev det til en sejr på 2-1 til de grønne.
Viborg FF – Randers FC
1-0 Justin Lonwijk (42.)
1-1 Mohammed Toure (43.)
2-1 Charly Nouck (82.)
Startopstilling
Lucas Lund – Mikkel Løndal, Lukas Emil Kirkegaard, Ivan Näsberg, Oliver Bundgaard – Justin Lonwijk, Mads Søndergaard, Jakob Vester – Ibrahim Said, Anosike Ementa, Charly Nouck
Indskiftninger
Simon Rosenkilde for Ivan Näsberg (58.)
Carl Nygaard for Mads Søndergaard (79.)
Viktor Hoff for Justin Lonwijk (79.)
Adam Kleis-Kristoffersen for Charly Nouck (83.)
Mads Kristian Jørgensen for Anosike Ementa (83.)