Direktøren ser frem til stemningsfyldt derby
VFF-direktør Morten Jensen har været med til samtlige opgør mod FCM gennem tiden, og søndag bliver ingen undtagelse, når Energi Viborg Arena danner rammen om det store midt- og vestjyske rivalopgør.
Morten Jensen ser frem til kampen og glæder sig til en flot kulisse med god stemning på lægterne:
-Det er selvfølgelig en kæmpe kamp, som vi altid ser frem til med rigtig mange mennesker på tribunerne, og hvor man op til kampen godt kan mærke, at der som altid er lidt ekstra på spil. Det er noget, vi glæder os til, siger direktøren.
-I vores øjne er det en kamp, der er blevet det næststørste rivalopgør i landet, og det er i høj grad båret af fansenes passion. Det er det, vi lever af som fodboldklub, og vi glæder os meget til en flot kulisse om kampen i dag. Vi er meget stolte af den opbakning, vi generelt oplever og som har udviklet sig markant de seneste år.
-Vi har også en klar forventning om, at fansenes rivalisering foregår på en ordentlig måde, så vi får en super stemning omkring kampen, og vi sammen går foran som et godt eksempel for disse lokalopgør.
Der forventes mange tilskuere til kampen, og med kun ganske få ledige billetter tilbage, kommer direktøren slutteligt med en opfordring:
-Først og fremmest er vi meget glade for den store interesse, og så vil vi opfordre til, at alle med kort eller billet sørger for at få dem brugt. Er man forhindret, så sørg for at få frigivet, så en anden fan kan få glæde af pladsen.
Der er kampstart på Energi Viborg Arena klokken 16 og kampen kan også ses direkte på TV2 Sport X.