VFF Talent i innovativt samarbejde med Aarhus Universitet
Det primære arbejde i talentudviklingen foregår på fodboldbanen, men i nutidens fodboldverden sker en større del af forberedelse og evaluering af træning og kampe også foran skærmen. I efteråret tog VFF den del et skridt videre og har indgået et samarbejde med studerende fra Aarhus Universitet.
En gruppe studerende indenfor ’cognitive science’ har udviklet en test, som skal bidrage til, at spillerne tager de rigtige beslutninger på banen og samtidig bliver endnu skarpere på klubbens spillestil.
-Vi har i samarbejde med de studerende fået udviklet en form for ”computerspil”, som er baseret på videoklip fra vores egne kampe. Her bliver spillerne præsenteret for nogle konkrete situationer, hvor de skal svare, hvad de vil gøre i situationen. De bliver både vurderet på, om de træffer den rigtige beslutning i forhold til vores spillestil, men også på, hvor hurtigt de når frem til beslutningen, fortæller U17-cheftræner Semko Smakic, som har været primus motor for projektet i VFF Talent.
Det nye samarbejde er en hjælp til spillerne, men de studerende fra Aarhus Universitet finder det også ganske interessant:
-Det har været spændende for os at få indblik i, hvordan man analyserer kampene og at se hvordan de arbejder med spillestil. Det har fået det til at virke nemt at bygge bro mellem fodbold og cognitive science, og vi har fået nogle interessante indsigter i, hvordan kognitions- og beslutningsvidenskab kan anvendes til at analysere spillernes beslutninger på banen. Det er et meget interessant projekt for os, og vi glæder os til at fortsætte samarbejdet i foråret, siger Joshua Skewes, som er leder på afdelingen for cognitive science.
Talentchef Mads Holm glæder sig over udbyttet af samarbejdet:
-I Viborg FF ønsker vi at skabe et udviklingsmiljø, der tør tænke både langsigtet og ambitiøst. Det indebærer også, at vi løbende arbejder på at etablere nye samarbejder, som kan tilføre viden og ressourcer til vores miljø.
-Vores projekt med Aarhus Universitet er et glimrende eksempel på, hvordan vi i fællesskab med en stærk partner kan skabe ny viden til gavn for begge parter. Projektet giver værdifuld viden til vores medarbejdere, og vi forventer, at det derigennem på sigt vil løfte vores arbejde med spillerudvikling, afslutter talentchefen.
Udover udviklingen af testen af spillernes beslutninger, har en anden gruppe studerende sideløbende arbejdet med en algoritme, som har gjort det nemmere at trække spillestilsklip ud til spillerne i dagligdagen. Samarbejdet med de studerende fortsætter også i foråret 2025.