Isak Jensen nomineret til Årets Sportsnavn
Isak Jensen er blandt de tre nominerede til Folkebladets Årets Sportsnavn, som skal uddeles i forbindelse med Sportsgalla den 21. januar.
De to øvrige nominerede til prisen er Jens Emil Sloth Nielsen, som dyrker triatlon og golfspiller Marie Eline Madsen.
Du kan deltage i afstemningen her.
Om nomineringen skriver Viborg Folkeblad:
”Viste allerede prøver på sit talent i slutningen af 2023, men er for alvor vokset til at blive en af de absolut største profiler hos Viborg FF i løbet af 2024.
I foråret var han med flere vigtige scoringer en afgørende figur for VFF, og folket krævede nærmest, at der blev skrevet kontrakt med spilleren, der var lejet i USA. Det gav da også et jubelbrøl på stadion, da det blev offentliggjort.
Også i efteråret har Isak Jensen vist, at han kan drive gæk med de fleste backs i Superligaen, og han har igen været blandt sit holds bedste. Han ender også som holdets efterårstopscorer med fem mål i Superligaen og to mål i pokalturneringen, hvor han dermed har haft en vigtig rolle på det hold, der er klar til semifinalen i pokalturneringen.
Desuden er han i løbet af 2024 blevet en fast del af det danske U21-landshold, hvor han har haft en fod eller to med i spillet i den stensikre kvalifikation til U21-EM til sommer.”