Kom og træn med: Vi markerer 100 dage til Royal Run
Vil du med på en sjov løbetur et ganske særligt sted? Så kom og træn med lørdag den 1. marts, når vi sammen med Viborg Kommune inviterer til en sjov formiddag.
Sammen markerer vi 100 dage til Royal Run ved at løbe one mile (1,6 kilometer) rundt om Energi Viborg Arena, og undervejs går turen også ind under tribunerne. Får du brug for lidt hep, kan du få en highfive af Willie, der løber med. Og du må løbe ruten alle de gange, du har lyst!
Fanzonen åbner klokken 9.30, hvor der er kreativ workshop med mulighed for at male kongekroner, som bliver en del af en stor visuel hilsen til kongefamilien. Træn med-arrangementet varer fra klokken 10.00-11.30.
Efter løbet vil der være lidt til at få energien op igen.
Der er gratis adgang for alle, så bare mød op - også selvom du ikke skal deltage ved Royal Run til sommer.
Find Facebook-begivenheden her.