VFF tog sejren mod AaB
I 30. spillerunde tog VFF imod AaB hjemme i domkirkebyen. Fra første fløjt skabte Serginhos fikse driblinger ravage i nordjydernes forsvar, og efter små fem minutter kastede det en stor chance af sig. Med et hurtigt antrit satte portugiseren sin direkte modstander, lagde bolden ind mod en fremadstormende Jakob Vester, men AaB-forsvaret fik blokeret i sidste øjeblik.
I modsatte ende var den grønblusede defensiv heller ikke helt dirkefri. Ved flere lejligheder var der optræk store AaB-chancer, og i det 10. minut var det kun stolpen, der forhindrede Lars Kramer i at pande aalborgenserne i front. 11 minutter senere var den gal igen. Miskommunikation i Viborg-forsvaret førte til, at Mathias Jørgensen slap igennem bagkæden, men en stor redning fra Lucas Lund holdt stillingen på 0-0.
Op til pausen fortsatte gæsterne med at true. En kombination af manglende AaB-skarphed og gode indgreb fra Lucas Lund forhindrede dog et bolsjestribet føringsmål.
VFF-offensiven kom stærkt ud til anden halvleg. To minutter inde udnyttede Renato Jr. sin store fysik til at vende på sin direkte modstander, inden han spillede Asker Beck blank i AaB´s felt. Vincent Müller i gæsternes mål fik lige nøjagtig fingerspidserne på Becks afslutning, men kort efter brændte det på igen. Isak Jensen huggede et frispark få centimeter over mål, og i det 53. minut klappede fælden. Renato Jr. pressede Lars Kramer til at spille bolden tilbage til Vincent Müller, men tyskeren sparkede forbi og kuglen trillede i nettet til 1-0.
I kølvandet på scoringen begyndte gæsterne igen at trykke på. Usikker viborgensisk boldomgang gav gæsterne muligheder, og i det 62. minut gik den ikke længere. Et fladt indlæg endte for fødderne af Nicklas Helenius, der tæt under mål sikkert sparkede AaB på 1-1.
Udligningen lagde ikke en dæmper på gæsterne, der fortsatte med at sætte Anyembe og co. på hårdt arbejde. Viborg-forsvaret stod dog imod, og med et kvarter igen lynede Poulsens tropper. Yonis Njoh spillede bandespil med Renato Jr., forsøgte at prikke den videre og via en blokering fra AaB-spiller faldt bolden ned til Thomas Jørgensen, der sikkert prikkede VFF i front på ny.
I det 81. minut blafrede netmaskerne igen. Mads Søndergaard sendte et frispark mod bagerste stolpe, hvor Stipe Radic kastede sig frem og sparkede De Kløvergrønne foran 3-1. Efterfølgende havde de grønblusede flere store chancer, men uden scoringer til følge, så efter 96. minutter var en fortjent 3-1-sejr i hus.
Viborg FF-AaB 3-1
1-0 Selvmål af Lars Kramer (53.)
1-1 Nicklas Helenius (65.)
2-1 Thomas Jørgensen (75.)
3-1 Stipe Radic (81.)
Startopstilling
Lucas Lund-Manuel Mbom, Daniel Anyembe, Stipe Radic, Srdjan Kuzmic-Asker Beck, Jeppe Grønning, Jakob Vester-Serginho, Renato Jr., Isak Jensen
Indskiftninger
Yonis Njoh for Serginho (62.)
Thomas Jørgensen for Jakob Vester (62.)
Mads Søndergaard for Jeppe Grønning (62.)
Charly Nouck for Isak Jensen (81.)
Hjalte Bidstrup for Srdjan Kuzmic (87.)
Kort
Gult: Srdjan Kuzmic, Mads Søndergaard, Asker Beck
Tilskuertal
5678