U19 tabte pokalfinalen
Bjerget i Kjellerup dannede rammen om årets jyske pokalfinale for U19, da Viborg FF mødte Silkeborg IF tirsdag aften.
Kampen havde alt, hvad en finale bør indebære med masser af intensitet, flotte mål og skiftende momentum – men desværre tabte VFF kampen med 3-2.
SIF bragte sig i front på straffespark kort før pausen, men VFF kom tilbage blot et minut inde i anden halvleg, da Adam Kleis-Kristoffersen fandt en god placering i feltet og med et fladt spark bragte balance i regnskabet. VFF-angriberen var på pletten igen senere i anden halvleg, da han brugte sin fysik til at komme fri af en modstander, inden han flot lobbede bolden over keeperen og i mål.
Men efter VFF’s føring skiftede momentum i kampen og de rødblusede kom tilbage og fik vendt opgøret rundt igen. Mod slutningen var der chancer i begge ender, men kampen endte med Silkeborg IF som vinder af den jyske pokalfinale.
U19 pokalfinale: Viborg FF – Silkeborg IF 2-3
0-1 Sebastian Biller (str.)
1-1 Adam Kleis-Kristoffersen
2-1 Adam Kleis-Kristoffersen
2-2 Julius Lorents
2-3 Malthe-Emil Hansen