Grønning før SIF: Vil slutte foreløbigt godt af
Kvalifikationsspillet afsluttes på udebane i Silkeborg lørdag eftermiddag i et opgør, hvor der er tre point på spil – men uanset resultatet, så ændrer det ikke placeringen i tabellen, hvor VFF slutter som nummer otte, mens SIF tager syvendepladsen i 3F Superligaen.
Syvendepladsen er i udgangspunktet adgangsgivende til Europa Playoff-kampen, men da SIF også er i pokalfinalen, så afventes resultatet af den kamp, da en pokalfinalesejr til SIF vil sende playoff-opgøret videre til ottendepladsen. Det er derfor en særlig situation i disse dage, fortæller anfører Jeppe Grønning:
-Det er selvfølgelig en lidt speciel situation lige nu, hvor der er to ting i spil. Vi har først en kamp lørdag i Silkeborg, hvor vi gerne vil slutte foreløbigt godt af, men så ved vi ikke, om der kommer en kamp mere. Det er ikke en situation, vi selv er herre over, så vi skal kun fokusere på det, vi kan, og det er at præstere og levere godt lørdag i Silkeborg. Og så ved vi, at vi skal træne videre i næste uge, og så må vi se, hvordan det hele ser ud torsdag aften, siger han.
Selvom pointene ikke flytter meget i tabellen, så er det stadig et motiveret VFF-hold, der gæster Jysk Park lørdag eftermiddag, siger anføreren:
-Vi elsker fodbold og vi har et ærgerrigt hold, der elsker at vise sig frem i Superligaen, så det skal vi gøre, uanset om de tre point betyder ret meget i tabellen. Jeg behøver ikke at bilde nogen noget ind i forhold til det, men vi skal nok være der og vi skal nok gøre vores bedste. Vi får altid god opbakning i Silkeborg, og det er jeg sikker på, at vi også får på lørdag, selvom det ikke er den finale, vi havde håbet på.
-Vores fans fik ikke en god afslutning på hjemmebane i sidste uge, så det skal vi forsøge at give dem her, men det handler også om vores egen følelse. Vi arbejder hele tiden fremad for at blive bedre, og vi gør ikke noget anderledes end vi plejer, selvom der ikke er ligeså meget på spil. Det er samme forberedelse, samme gameplan, samme fodboldspil og så handler det om at præstere, afslutter Grønning.
Kampstart mellem Silkeborg IF og Viborg FF er lørdag klokken 15, og kampen vises også på TV2 Sport.