Løndal og VFF forlænger samarbejdet
Mikkel Løndal forlænger sin kontrakt med Viborg FF til sommeren 2028 og bliver fra den nye sæson en fast del af 3F Superliga-truppen.
-Jeg har det godt i Viborg og er glad for at være VFF-spiller. Jeg føler, at jeg udvikler mig godt, og især i det seneste års tid er det gået rigtig godt med min debut i pokalturneringen og senere to kampe i Superligaen, ligesom jeg har trænet rigtig meget med førsteholdstruppen. Så jeg var aldrig i tvivl, da muligheden for en forlængelse kom.
-Jeg glæder mig rigtig meget over at fortsætte her, og så handler det bare om at bide mig mere fast og få endnu flere minutter og kampe, lyder det fra Løndal.
Ligeledes er sportschef Mads Agesen tilfreds med at få forlængelsen på plads:
-Vi er meget glade for Mikkel, som har taget nogle store skridt i sin udvikling og har fået debut i både Superligaen og på U19-landsholdet. Han har været igennem et positionsskifte, hvor han kom til fra Skive som kantspiller, men nu er blevet en dygtig back, som passer godt ind i den måde, vi gerne vil spille på. Han har fart, fysisk power og er god på bolden, og samtidig har han et stærkt mindset. Han er ydmyg, hårdtarbejdende og har været anfører på U19, så han er en spiller, der står for det, vi gerne vil i VFF.
-Han har fortjent denne kontraktforlængelse, og vi glæder os meget til at fortsætte samarbejdet, lyder det fra sportschef Mads Agesen.
19-årige Mikkel Løndal har været en del af Viborg FF siden han var U15-spiller, hvor han kom til klubben fra FC Salling i Skive.
Det er indtil videre blevet til tre førsteholdskampe for Viborg FF.