Nickolai Lund bliver cheftræner for VFF
Nickolai Lund tiltræder med øjeblikkelig virkning som cheftræner for Viborg FF på en treårig aftale.
Sportschef Mads Agesen udtaler:
- Vi har gennemgået en meget grundig og ambitiøs proces med at finde vores nye cheftræner, hvilket bør være forventeligt af os. For os handler det aldrig om kortsigtede løsninger, men altid det lange seje træk. Derfor har vi prioriteret grundighed meget højt, da vi naturligvis har ønsket at sikre den helt rigtige profil til vores projekt.
- I den tid, processen har været i gang, har det løbende stået mere og mere klart for os, at Nickolai er det helt rigtige match som cheftræner for vores klub. Sideløbende med rekrutteringsprocessen har vi fået mulighed for at observere Nickolais måde at håndtere det hele på som midlertidig cheftræner, og der har vi set en meget kompetent træner, der stiller ekstremt høje krav til spillerne, staben og resten af sine omgivelser. Vi har samtidig mærket, at der har været et rigtig godt træningsmiljø og en stærk træningskultur.
- Det har været helt tydeligt for os, at Nickolai er kommet tilbage i en meget stærkere udgave efter sin tid i F.C. København, hvor han har fået værdifuld erfaring fra allerøverste niveau herhjemme, og hvor han også har oplevet modgang, hvilket har modnet ham og gjort ham endnu stærkere og klogere. Det er også en klar fordel, at Nickolai i forvejen har et indgående kendskab til vores klub og kender alt til kulturen, spillestilen og vores DNA, og derudover oplever vi en enorm sult fra Nickolai efter at stå i spidsen for vores projekt.
- Det er en del af klubbens strategi, at vi vil dyrke potentialet i mennesker, og vi er overbevist om, at der er et stort cheftrænerpotentiale i Nickolai, som vi kan forløse sammen. Derfor ser vi nu meget frem til at tage hul på en fremtid med Nickolai som cheftræner, og vi føler os sikre på, at vi kommer til at se en meget positiv udvikling i de kommende år, siger sportschef Mads Agesen.
37-årige Nickolai Lund vendte denne sommer tilbage til VFF som assistenttræner efter at have tilbragt halvandet år i F.C. København i samme rolle fra sommeren 2023. Inden da var han også assistenttræner for Viborg FF i perioden 2019-2023.
Nu ser han frem til at tage skridtet fra assistenttræner til cheftræner i domkirkebyen:
- Jeg er både glad, stolt og taknemmelig over den tillid, der bliver vist mig, og at jeg nu skal være cheftræner for VFF. Nu har jeg haft fornøjelsen af at have rollen de sidste uger, og jeg er rigtig glad for, at det skal fortsætte.
- Som cheftræner vil jeg gerne stå for, at det her ikke er noget one-man-show. Det er ikke mit projekt, men vores projekt. Det er vigtigt for mig, at vi arbejder videre på at sikre et stærkt præstationsmiljø, som er attraktivt at være en del af, og at vi også fortsat udvikler os rent spillemæssigt med et stærkt kollektivt udtryk, siger Nickolai Lund.