Lund før OB: Vi skal matche deres intensitet
Søndag eftermiddag spilles sæsonens første udekamp, når det går løs mod OB på Nature Energy Park. Cheftræner Nickolai Lund forventer et hjemmehold, der kommer blæsende fra start:
- Det bliver en svær og spændende udfordring, men også en sjov udfordring. Det er jo deres første hjemmekamp efter oprykningen og med deres nye cheftræner, så jeg forventer, at de kommer blæsende med fuld ild og en masse intensitet, som vi skal være i stand til at matche og håndtere.
- Vi skal være stærke og stå imod i de dueller, der helt sikkert vil komme. Især i starten af kampen, som bliver meget vigtig for os, men vi skal også være os selv og være i stand til at true dem den anden vej.
- Vi skal gøre ondt på dem ved også at være intense i vores eget pres og forsøge at tvinge dem til at spille nogle bolde, de ikke kan lide. Og så skal vi være kloge og dygtige i vores boldomgang og se, om vi kan skabe nogle dilemmaer for dem. Det har vi en god plan for, siger Nickolai Lund.
Søndagens opgør i Odense fløjtes i gang klokken 14:00.