Ivan Näsberg solgt til Vålerenga
Viborg FF og Vålerenga Fotball er blevet enige om en transfer af Ivan Näsberg, som dermed skifter tilbage til sin barndomsklub på den sidste dag af det norske transfervindue.
-Vi har været rigtig glade for Ivan, som både på og udenfor banen har bidraget godt og været et positivt bekendtskab. Han er en dygtig forsvarsspiller og topprofessionel personlighed, der har været god for vores miljø, og så har han jo skrevet sig ind i historiebøgerne med sit matchvindermål i sejren over FCM i sidste sæson, siger sportschef Mads Agesen og fortsætter:
-Vi er lige nu i en situation, hvor vi føler os godt besat på stopperpositionerne, og da Ivan udtrykte et ønske om at vende hjem til Vålerenga, så arbejdede vi mod at finde en løsning på en transfer, som nu er realiseret. Vi takker Ivan for indsatsen og ønsker ham og familien alt det bedste i fremtiden, siger sportschefen.
29-årige Ivan Näsberg kom til Viborg FF fra græske PAOK i sommeren 2024, og det blev i alt til 22 kampe for den norske forsvarsspiller.
-Jeg er meget taknemmelig for min tid i Viborg, hvor jeg ser tilbage på et godt år med nogle store øjeblikke og rigtig gode venskaber. Det har været en god tid for mig, og jeg vil selvfølgelig især fremhæve sejren over FCM, som en aften, jeg altid vil huske.
-Jeg vil takke alle i klubben for at tage godt imod mig, og jeg har følt mig velkommen siden den første dag. Det betyder meget for mig at være omgivet af gode mennesker, og det har jeg været i Viborg.
-Nu er muligheden for at vende hjem opstået, og det føles bare som det helt rigtige for mig og min familie nu, lyder det fra Ivan Näsberg.