Nouck med selvtillid: Jeg vil være afgørende
Charly Nouck har været medvirkende til mål i de tre seneste kampe, ligesom han i landskampspausen også kom på måltavlen i Future Cup-sejren over AaB. Allerede nu har han været involveret i flere mål end han har været i nogen af kantspillerens tidligere sæsoner i 3F Superliga.
Den 21-årige offensivspiller er tilfreds med sit bidrag på det seneste og håber på, at han kan tage en endnu større rolle som en kampafgørende spiller for VFF.
-Jeg synes, min sæson startede lidt sløjt, men er kommet godt efter det og har fået en del startpladser. Jeg begynder at finde en god rytme og er i god form, så det er dejligt. Den seneste måned har været god, hvor der har været output på i flere kampe, og jeg føler, at jeg er blevet mere vigtig for holdet.
-Jeg vil være afgørende med mål og assists, og det handler tit om selvtillid, som jeg har i øjeblikket. Jeg oplever stor tillid, som er vigtig for mig, og så har jeg haft nogle succesoplevelser, som har forstærket min selvtillid, så det er dejligt, og jeg håber på, at det fortsætter, siger han.
På søndag står Nouck og VFF-holdet overfor Vejle Boldklub, og i sæsonens første opgør mellem de to klubber, var det netop Charly Nouck som fik en afgørende rolle, da han scorede sejrsmålet til 2-1 i Nørreskoven:
-Det håber jeg da på, at jeg kan gøre igen. Vi glæder os til at spille på hjemmebane igen, og jeg tror, at vi kan skabe en fed kamp. Vejle er et fint hold, som selvfølgelig ikke har fået så mange point, som de havde håbet på, men de har mange dygtige spillere, og det så vi også senest mod FCK, så vi ved godt, at alle kampe kan blive svære, så vi skal spille op til vores bedste, afslutter Nouck.
Der er kampstart mod Vejle Boldklub på Energi Viborg Arena søndag klokken 14. Kampen vises også på TV3 Sport.















