VFF genansætter sportspsykolog
Camilla Goul vender tilbage til VFF, hvor hun fra 1. januar er ansat i rollen som sportspsykolog for førsteholdet.
Hun blev ansat første gang i VFF i maj 2021 og blev fuldtid i 2022. Her arbejdede hun primært med akademispillere, men var også tilknyttet førsteholdet frem til 2024. Siden har hun arbejdet i privat psykologpraksis og bl.a. dygtiggjort sig med at få den officielle certificering i metakognitiv terapi.
-Vi har besluttet, at vi igen vil gå den sportspsykologiske vej indenfor dette felt, så derfor er vi meget glade for at byde Camilla velkommen tilbage i VFF. Hun kender klubben og mange mennesker her, og hun har tidligere spillet en meget stor rolle i forhold til vores arbejde med kultur.
-Kultur er et meget vigtigt og stærkt fundament i vores klub, og vi ved, at Camilla er ekstremt kompetent og er en meget stærk ressource for os indenfor dette område. Vi er ikke i tvivl om, at hun er den helt rette til at drive det videre, så vi glæder os til at samarbejde igen, siger sportschef Mads Agesen.
Camilla Goul erstatter dermed Teis Dau, som stoppede i klubben tidligere på måneden. Teis har gjort et godt stykke arbejde for VFF, og vi sætter stor pris på hans indsats og ønsker ham held og lykke med de kommende udfordringer.
















