Nickolai Lund: Pokalen har høj prioritet
Der er pokalfodbold på programmet onsdag aften for Nickolai Lund og holdet, når Vejle Boldklub kommer på besøg til den første af to pokalkvartfinaler. Cheftræneren har som ambition at nå langt i turneringen, så onsdag skal der skabes et godt udgangspunkt før returen i Vejle:
-Det er vores mindset at komme så langt som overhovedet muligt og vi drømmer selvfølgelig om til sidst at stå i finalen. Så der er ikke tvivl om, at pokalen har høj prioritet for os, og vi kommer til at angribe de to kvartfinaler for, at vi skal videre i turneringen.
-Vi vil gribe kampen an i morgen med det samme udtryk, som vi plejer, men samtidig er vi bevidste om, at der også er en returkamp. Vi skal spille en moden kamp, hvor vi ved, at der ikke er noget, der bliver afgjort af et enkelt mål i morgen, så vi skal sørge for at skabe det bedst mulige udgangspunkt inden returkampen, siger han.
Netop Vejle Boldklub er relativt frisk i erindringen, da de rødblusede var på besøg for ganske nyligt. Dengang blev det til en sikker 5-2-sejr til VFF, og selvom Lund forventer en anden opgave denne gang, så tror han på endnu et godt resultat:
-Det er selvfølgelig en god følelse at gå ind til kampen med, men de har helt sikkert også lært noget siden sidste gang, så jeg vil gætte på, at de også justerer nogle ting. Det skal vi være dygtige til at læse og være klar på, men vi har stor tro på, at vi har en god gameplan til kampen. Vi er det mest scorende hold i Superligaen i den seneste måned, så vi kommer selvfølgelig med tro på vores evner og måden at skabe chancer på, siger han.
Kampstart mod Vejle Boldklub er onsdag klokken 20:15, og du finder din billet til kampen på billetter.vff.dk















