Nederlag i første test
Viborg FF tabte med 2-0 i Randers i årets første testkamp. Det var en klassisk første kamp i opstarten, hvor det primære fokus var på at få givet kampminutter til alle spillere.
Nickolai Lunds mandskab viste fine takter med bolden i indledningen af kampen, og i det meste af første halvleg var det VFF, der havde initiativet. Det blev dog ved mange optræk til chancer, for det lykkedes ikke for alvor at få spillet mulighederne til store chancer. I stedet var det gæsternes unge Hector Lux, der viste effektivitet og gjorde det til 1-0 i første halvleg i hjemmeholdets første (og eneste) afslutning i VFF-feltet.
I pausen blev næsten hele holdet skiftet hos begge mandskaber, og det blev en mere rodet affære i anden halvleg. Igen var der masser af spillemæssigt initiativ hos VFF-holdet, der kom frem til flere og større chancer, men både afslutningerne fra Sami Jalal og Asker Beck røg over mål. Begge hold lavede nogle fejl, der gav kontrachancer i den modsatte ende, og det gav en lidt mere livlig anden halvleg, hvor det viste sig igen, at hjemmeholdet var mest effektivt.

I en periode, hvor VFF pressede på for udligningen, fik hjemmeholdet sat et godt kontraangreb sammen anført af Elies Mahmoud, som til sidst endte hos Musa Toure, der gjorde det til 2-0 bag Filip Djukic.
Det blev også det endelige resultat efter et opgør, hvor der var gode spillemæssige takter at tage med, samt spilleminutter til alle kampklare spillere – og så var det tydeligt, at der også offensivt er noget at arbejde videre med i opstarten.
Næste testkamp for Viborg FF er på lørdag på udebane i Vejle, hvor der fløjtes op i VB Parken klokken 12.
Træningskamp: Randers FC – Viborg FF 2-0
1-0 Hector Lux (13.)
2-0 Musa Toure (81.)
Første halvleg:
Lucas Lund – Hjalte Bidstrup, Lukas Emil Kirkegaard, Srdjan Kuzmic, Mikkel Løndal – Mees Hoedemakers, Jeppe Grønning, Mads Søndergaard – Magnus Olsen, Tim Freriks, Philip Keller
Anden halvleg:
Filip Djukic – Manuel Mbom, Lukas Emil Kirkegaard (64. William Rohde), Daniel Anyembe, Mikkel Løndal (64. Nicklas Pedersen) – Asker Beck, Frederik Damkjer, Thomas Jørgenen – Arthur Madsbøl, Adam Kleis-Kristoffersen, Sami Jalal Karchoud


















