VFF skriver kontrakt med U17-topscorer
Viborg FF og 16-årige Oscar Arbøl Andreæ er blevet enige om en kontrakt, som træder i kraft fra sommer og er gældende til sommeren 2029.
Oscar Arbøl Andreæ kom til Viborg FF fra AB forud for denne sæson, og han er pt. holdets topscorer med 18 sæsonmål i U17 Divisionen.
Akademi- og fodboldudviklingschef Mads Holm udtaler:
-Oscar er en ærgerrig og dedikeret ung mand med et rigtig stærkt og professionelt mindset. Han er en angriber, der passer godt ind i vores måde at spille på, hvor han er en type, som er en håndfuld at håndtere for forsvarsspillerne, og samtidig er han en god afslutter og har målnæse.
-Siden han kom til Viborg har han udviklet sit spil med ryggen mod målet, og vi tror på, at han kan tage nogle yderligere positive skridt i sin udvikling i de kommende år. Han er nu rykket op i U19-truppen og spiller både kampe for U17 og U19. Det har været et godt match fra starten, og han er en ung mand, der trives i vores rammer, så vi glæder os til at fortsætte samarbejdet, siger Holm.
Ved siden af fodbolden i Viborg FF går Oscar på Viborg Katedralskole.


















