Nye indgange hylder VFF’s historie
Viborg Fodsportsforening er blevet 130 år, og som en del af fejringen vil flere af indgangene på Energi Viborg Arena i den kommende tid få nyt udtryk.
Indgangene bliver udsmykket og opkaldt efter nogle af de store personligheder, der gennem tiden har sat et særligt aftryk på klubben. Med udsmykningen ønsker VFF både at ære fortiden og samtidig give fans og besøgende på Energi Viborg Arena en tydelig påmindelse om klubbens historie og de profiler, der har været med til at forme vores klub.

Indgang Hermann Brügmann
Den første indgang, som har fået nyt udtryk er indgang 2 på Bach Gruppen Tribunen, som hylder en af de allerstørste personligheder fra de tidlige år i klubbens levetid.
Hermann Brügmann (1900-1970) fik debut for klubbens førstehold som blot 15-årig, og han spillede i mere end 20 år for Viborg FF. Han var en af de ledende spillere på det hold, der i klubbens første guldaldertid i årene 1924-1928 gjorde Viborg FF til en af de førende klubber i dansk fodbold, og efter sin aktive karriere blev han formand for klubben ad to omgange.
Udover fodbolden dyrkede Brügmann også boksning og atletik, og her vandt han blandt andet seks DM-guldmedaljer, ligesom han også repræsenterede Danmark ved OL i Amsterdam i 1928.
Den nye indgang er klar og tages i brug for første gang til mandagens hjemmekamp mod AGF.


















