Overtidsnederlag mod BIF
Akkompagneret af en flot tifo fra Sydtribunen tog VFF onsdag aften imod Brøndby IF. Kun fem minutter inde var en stærk viborgensisk start tæt på at kaste et føringsmål af sig. Charly Nouck sendte Sami Jalal Karchoud afsted i frit løb ned mod Brøndby-målet, men skarpheden svigtede kantspilleren, da chancen skulle omsættes. Minuttet efter var Sami Jalal på spil igen. Med en præcis stikning spillede han Tim Freriks fri på kanten af det lille felt, og kun en storredning fra Patrick Pentz forhindrede hollænderen i at score.
Brøndby var heller ikke uden chancer i indledningen, og som halvlegen skred frem fik gæsterne fra Vestegnen opbygget et mindre spilovertag. Længe udeblev de helt store chancer, men efter 23 minutters spil måtte Lucas Lund hive en flot redning ud af ærmet, da en BIF-spiller trykkede af tæt under mål.

I det 27. minut fik Lukas Emil Kirkegaard hovedet på et hjørnespark i modsatte ende. Det tvang Patrick Pentz til at give en retur, som Jeppe Grønning lynhurtigt var over, men anførerens hovedstød blev afvist af overliggeren. Efterfølgende satte VFF et tungt pres ind, der udmøntede sig i store chancer til både Charly Nouck, Tim Freriks og Thomas Jørgensen. De sidste marginaler manglede dog, før mulighederne kunne veksles til en pauseføring.
Fra anden halvlegs start bølgede spillet frem og tilbage. I begge felter var der optræk til farlige situationer, men to velorganiserede forsvar sørgede for, at det ikke blev til andet end halve chancer.

I takt med at minutter gik, satte Lunds tropper sig mere og mere på boldbesiddelsen. En håndfuld gange fik VFF´erne også stykket lovende offensive kombinationer sammen, uden det dog endte med at give udslag på måltavlen.
Op til slutfløjt jagtede begge mandskaber den forløsende scoring, og i halvlegens overtid lykkedes det for gæsterne. Emmanuel Dennis fik hovedet på et hjørnespark, og stangede en 1-0-sejr hjem til gæsterne.
Viborg FF-Brøndby IF 0-1
0-1 Emmanuel Dennis (90.)
Startopstilling
Lucas Lund-Manuel Mbom, Lukas Emil Kirkegaard, Zan Zaletel, Srdjan Kuzmic-Thomas Jørgensen, Jeppe Grønning, Mads Søndergaard-Sami Jalal Karchoud, Tim Freriks, Charly Nouck
Indskiftninger
Bilal Brahimi for Charly Nouck (61.)
Adam Kleis-Kristoffersen for Tim Freriks (61.)
Asker Beck for Mads Søndergaard (73.)
Hjalte Bidstrup for Manuel Mbom (73.)
Osman Addo for Sami Jalal Karchoud (79.)
Kort
Gult: Manuel Mbom
Tilskuertal
7049

















