VFF henter U17-målmand i HIK
Viborg FF har skrevet kontrakt med 16-årige Frederik Noer, som skifter fra Hellerup IK på en treårig kontrakt.
Akademi- og fodboldudviklingschef Mads Holm udtaler:
-Vi har fulgt Frederik over en længere periode og er glade for, at det er lykkedes at lave en aftale. Han er en dygtig målmand, der skal spille kampe på U17 og bliver en del af truppen og træningen på U19. Vi ser et stort potentiale og tror på, at det bliver et rigtig godt match, siger Holm.

Ordene suppleres af Christoffer Friis-Ringø, som er keepertræner på VFF Akademi:
-Vi får en ung og spændende keeper ind med nogle stærke spidskompetencer. Han er dygtig i redningsspillet, stærk i sit indgrebsspil og er god i spillet med fødderne. Han kommer fra et godt udviklingsmiljø i HIK, hvor han har fået en stærk uddannelse som keeper, og vi glæder os til at arbejde videre med hans udvikling her i Viborg, hvor vi også tror på, at han kan være med til at bidrage positivt til vores miljø.
Ved siden af fodbolden skal Frederik Noer gå på Viborg Katedralskole.







