Mikkel Løndal skifter til Hobro IK
Mikkel Løndal fortsætter karrieren i Betinia Ligaen, hvor han netop er blevet præsenteret i Hobro IK.
Fodbolddirektør Mads Agesen udtaler:
-Der er opstået en god mulighed for Mikkel for at skifte til en dygtig udviklingsklub i Hobro IK, hvor han skal have noget mere seniorfodbold. Vejen til Superliga-fodbold i Viborg har været for lang, da der er hård konkurrence, men han har hver dag været fantastisk at have i truppen. Han er træningsparat, læringsvillig og altid med smil på læben, så vi er glade for, at der er dukket en god mulighed op, og vi glæder os til at følge hans udvikling fremover, siger han.
20-årige Løndal fik debut for Viborg FF i december 2024, og det er i alt blevet til seks førsteholdskampe for klubben. Nu ser han frem til en ny udfordring, selvom det også er vemodigt at stoppe i VFF:
-Det er en speciel og lidt ambivalent følelse at sige farvel til VFF. Det var mit store ønske at slå igennem her, og det er en klub, jeg har været i længe sammen med en masse gode mennesker og et virkelig stærkt omklædningsrum. Det kommer jeg selvfølgelig til at savne.
-Jeg har dog en alder nu, hvor jeg ikke længere kan nøjes med den rolle, jeg har haft her i det seneste år, hvis jeg skal udvikle mig som fodboldspiller. Forhåbentlig venter der en masse kampminutter til mig i Hobro, hvor jeg har følt, at de virkelig vil prioritere mig, og det ser jeg frem til. Så jeg glæder mig til at skifte til Hobro, og så vil jeg følge drengene i VFF på afstand fremover, siger han.







