Cheftræner Lund ser frem til lørdagens testkamp mod AGF
Sommerens første testkamp venter lørdag kl. 13:00 ude mod AGF. Cheftræner Nickolai Lund ser frem til kampen:
- Vi har trænet hårdt og rigtig godt her i de første to uger, og nu glæder vi os til også at komme i gang med at spille kamp. Det bliver en klassisk første testkamp, hvor alle får 45 minutter og dermed en god mulighed for at vise sig frem. Så vi kommer til at stille to forskellige, men jævnbyrdige hold til hver halvleg.
- Det fysiske er selvfølgelig i højsædet her i starten af opstarten, og så har vi også fokus på nogle grundlæggende elementer i spillet. Det er blandt andet vores spil med og uden bold samt vores struktur.
- Jeg håber, vi leverer en kamp med høj intensitet og bedst mulig kvalitet. Jeg vil også gerne, at vi på vores udtryk er genkendelige, så man tydeligt kan se, at det er Viborg FF, der spiller kamp, siger Nickolai Lund.
Kampen spilles på bane 1 på Fredensvang i Aarhus kl. 13:00, og der er fri adgang til at overvære kampen - enten fra områderne bag de to mål eller fra tribune-området på langsiden.
AGF oplyser desuden, at der åbnes boder, ligesom boden inde i klubhuset holder åben.






