VFF U19 henter forstærkning i HIK
Viborg FF har indgået en transferaftale med Hellerup IK, som sender 18-årige Asger Søgaard til domkirkebyen på en toårig aftale.
Søgaard har spillet 41 førsteholdskampe for HIK og bliver nu en del af Viborg FF U19.
-Vi får en dynamisk, løbestærk, felt-til-felt-spiller, der passer godt ind til vores måde at spille på. Det er samtidig en midtbanespiller med en del seniorerfaring, da han allerede har været med i to sæsoner i 2. division for HIK.
-Asger er en spiller, vi har været i dialog med tidligere, og nu var timingen rigtig for alle parter. Vi har haft et rigtig godt forløb med HIK, og vi er glade for, at det hele nu er faldet på plads, så vi kan se Asger i den grønne trøje, siger akademi- og udviklingschef Mads Holm.
Ved siden af fodbolden starter Asger Søgaard i 3.G på Viborg Katedralskole.







