Fokus på: F.C. København
Sæsonens tredje hjemmekamp står for døren og modstanderen er ingen ringere end FCK med historiske 16 førstepladser i 3F Superliga. Denne gang bliver det under ledelse af Bo Svensson, at FCK igen jagter toppen af dansk fodbold efter en sidste sæson, hvor hovedstadsholdet endte som nummer 7. FCK har også gang i en europæisk kampagne forud for søndagens kamp, hvor københavnerne har skabt sig en god mulighed for at sikre Conference League-gruppespil efter 0-0 i det første opgør mod finske Inter Turku FC i torsdags. I den kommende uge venter den afgørende returkamp i Parken.

Nye ansigter og ny topscorer
Søndagens modstander er et af de hold, der allerede tidligt i transfervinduet har været aktive. Således er spillere som Akos Markgraf, Felix Beijmo, Alex Kral kommet ind, mens spillere som Viktor Claesson, Mathias Zanka og Pantelis Hatzidiakos er fortid i klubben, samt en række spillere, der var hentet på lejemål, også har forladt FCK igen. Også i stab og den sportslige ledelse er der nye ansigter i FCK, hvor sportsdirektøren Kristjaan Speakman er ny i sædet og skal være med til at forme FCK’s spillertrup både i dette vindue og til fremtiden. Op til søndagens kamp har FCK senest forstærket sig med målmanden Diant Ramaj, som tidligere har spillet i FCK, og kantspilleren Thapelo Maseko fra Sydafrika. Og noget tyder på, at københavnerne ikke er færdige endnu.
Den aktuelle topscorerliste i 3F Superliga tæller øverst to FCK’ere, og måske ikke så overraskende er Mohamed Elyounoussi iblandt. Den stærke norske profil er blandt de absolut bedste spillere i rækken, og han har vist sig godt frem med flere scoringer i både liga og europæisk fodbold i starten af sæsonen. Men mere overraskende er det, at han topper listen sammen med landsmanden Birger Meling. Den norske forsvarsspiller havde ikke scoret i fem år, inden han nu i de første tre runder har scoret fire gange.
En historisk svær modstander
Historisk må man vist konstatere, at FCK har overhånden, når modstanderen er Viborg FF. I de 58 indbyrdes opgør i superligaen har FCK vundet de 35 kampe, mens VFF har vundet 10. 13 kampe er endte uafgjort. Dog har de seneste sæsoner været mere jævnbyrdige. I de seneste fem hjemmekampe mod FCK har VFF vundet de tre, og de seneste to opgør i Parken er endt med et kryds. FCK har åbnet denne Superliga-sæson med tre sejre over Lyngby, Silkeborg og senest Randers, hvor især den københavnske offensiv har vist sig flot frem ti scoringer i de tre opgør.
Igennem Superliga-historien har der været flere spillere, som har optrådt på begge mandskaber, men det er Lukas Lerager, Jesper Christiansen og Michael Gravgaard, der har spillet flest kampe for både VFF og FCK. Ikoniske Jakob Glerup er den spiller, som har spillet flest af de indbyrdes opgør med 32 kampe mod FCK for VFF. Omvendt er det Todi Jönsson, der med seks scoringer, som har lavet flest mål i kampene mellem de to klubber.







