Osman Addo udlejes til Helsingborgs IF
Osman Addo skifter til svenske Helsingbors IF på en lejeaftale for resten af 2026.
Kantspilleren er noteret for 10 kampe i kløvertrøjen, men har endnu ikke fået spilletid i denne sæson, og det er netop derfor, at han nu skifter til svensk fodbold:
-Det handler om spilletid. Det er ikke gået som jeg håbede i denne sæson, så det er derfor, vi gør det her. Jeg skal spille noget fodbold, finde rytmen og få selvtillid igen, og så er planen, at jeg kommer tilbage til januar og giver den en skalle, siger Addo.
Fodbolddirektør Mads Agesen håber på, at Addo får nogle gode måneder i Helsingborg:
-Vi fik Osman til Viborg sent i transfervinduet i januar, og vi ser stadig et spændende potentiale i ham. Konkurrencesituationen er svær lige i øjeblikket, så vi er enige om, at det bedste for hans udvikling er at komme ud at spille for at tage de næste skridt. Vi ser Helsingborgs IF som en god mulighed for alle parter, siger han.






