Soldaterveteraner hyldes på søndag mod FCN
Sammen med Danmarks Idrætsforbund (DIF) er Viborg FF og Viborg Kommune igen i år en del af det landsdækkende initiativ Veteran Match, hvor tidligere udsendte soldater hyldes og anerkendes gennem sportens fællesskaber.
Årets hyldestkamp finder sted nu på søndag, hvor vi tager imod FC Nordsjælland, hvor der blandt andet vil være en hyldestseance med klapsalver før kampstart. I den anledning er veteraner inviteret gratis ind til kampen sammen med pårørende, og de forventes at udgøre omkring 200 af søndagens gæster på Energi Viborg Arena.
Veteran Match er et landsdækkende initiativ, og der afholdes i alt 57 hyldestkampe i forbindelse med kampe i 3F Superliga, Betinia Ligaen, Metal Ligaen (ishockey) og Bambuni Herreligaen (håndbold) i perioden mellem den 18. september og 18. oktober.
Trøjeauktion til fordel for DIF Soldaterprojekt
Til søndagens Veteran Match vil VFF-spillerne bære trøjer med Veteran Match-logoet på brystet. De 11 startende spilleres trøjer bortauktioneres efterfølgende via Odendo.dk. Pengene fra trøjesalget går til DIF Soldaterprojekts ’Safe Zones’ og ’Family Zones’, som er særlige træningsfællesskaber for veteraner og politifolk med fysiske og psykiske mén samt deres pårørende.

OM VETERAN MATCH
- Veteran Match består i 2026 af i alt 57 kampe på tværs af hele landet.
- Kampene afvikles i perioden mellem den 18. september og 18. oktober.
- Veteran Match afvikles i 2026 i 3F Superligaen, Betinia LIGA, Bambuni Kvindeligaen, Bambuni Herreligaen og Metal Ligaen.
- Som veteran kan du hente din gratis billet på veteranmatch.dk efter først-til-mølle-princip. Det er også muligt at tage pårørende med. Obs. alle de afsatte billetter til søndagens kamp mod FCN er allerede booket.
- Formålet med Veteran Match er at give veteraner og deres pårørende en oprigtig anerkendelse gennem sportens fællesskaber.
- Veteran Match finansieres af midler fra Forsvarsforliget.
- Det er i 2026 syvende gang, at Veteran Match afvikles.






