Portræt: Hans Ove Andersen
Hans Ove Andersen er udnævnt som Vores Legende 2026 for sin enorme indsats for klubben igennem tre årtier. Både som spiller, ungdomstræner og cheftræner for klubbens førstehold har Hans Ove Andersen sat et imponerende og varigt aftryk på fodsportsforeningens historie.
Historien om mødet mellem Viborg FF og Hans Ove Andersen startede ellers som lidt af en tilfældighed, men endte som en lang og afgørende kærlighedsfortælling. Hans Ove Andersen er født i det nordjyske, men blev lokket til domkirkebyen af sin storebror, Poul Andersen, kaldet Polle Jet. Han var på grund af sin værnepligt i Viborg begyndt at spille for VFF, og han overtalte sin talentfulde lillebror til at gøre det samme.
Hans Ove Andersen fik debut for VFF’s førstehold i sæsonen 1966, og her gjorde han det så godt, at han blev belønnet med Carl Dahls mindepokal. En pokal, der blev uddelt til den spiller, der igennem sæsonen havde betydet mest for sit hold. Hans Over Andersen blev også den første i historien til at modtage 80-års kruset, spillernes egen pris, som han blev tildelt i 1976.
Med sine tekniske evner og gode lederegenskaber blev Hans Ove Andersen hurtigt centralt på kløverklubbens midtbane, ofte med nummer 8 på ryggen. Ikke lang tid efter at Hans Ove Andersen var kommet til byen, fik han sig en ekstra god grund til at slå sig ned som viborgenser, da han havde mødt sit livs kærlighed, Helle.

I de mange sæsoner, Hans Ove Andersen bar den grønne trøje, gennemgik ikke bare VFF, men selve fodbolden, en stor udvikling, og i 1978 blev sporten professionaliseret, da der blev indført kontraktfodbold. Her havde de fleste VFF-fans nok tænkt, at Andersen ville stå først for og blive tilbudt en kontrakt - men i stedet valgte klubbens ledelse at forbigå ham. ”Han smuttede jo ingen steder alligevel,” mente man. Og det var jo rigtigt nok. Hans Ove Andersens loyalitet over for Viborg FF var vedvarende, og da holdet under Erik Bundgaards ledelse samme sæson opnåede stor succes og rykkede op i 2. division valgte man alligevel til sidst at belønne den efterhånden aldrende midtbaneprofil med sin første kontrakt.
Efter 305 kampe i kløvertrøjen, herunder også en periode som anfører, lagde Hans Ove Andersen støvlerne på hylden i 1979. Han var dog ikke færdig med at bidrage til foreningens udvikling, og ikke lang tid efter, blev han – med stor succes til følge – ungdomstræner i klubben.
I 1988, da førsteholdet i nogle sæsoner havde befundet sig i noget af en tomgang, og klubkassen samtidig fattedes penge, valgte VFF-ledelsen at spørge om ikke Hans Ove ville bytte titlen som ungdomstræner ud med titlen som cheftræner.
Et tilbud, han takkede ja til. Igen med stor succes som følge.

Ved siden af de mange timer Hans Ove lagde på fodsportsforeningens træningsbaner på Kirkebækvej 64, bidrog han samtidig og noget utraditionelt til klubbens videre udvikling via sit civile arbejde som kørende sælger.
I den rolle kom han ofte rundt i Viborgs opland, og her kunne Hans Ove Andersen ikke dy sig for at gå ind til de lokale købmænd og høre om ikke der var nogle talentfulde unge fodboldspillere, der kunne bruges inde i Viborg, ligesom han gennemtærskede kampreferater og resultater i den lokale aviser for at holde sig orienteret om hvilke spillere, der rendte rundt på nabobanerne.
Ofte var der bid, og dermed fik Hans Ove Andersen i sin periode som cheftræner for klubben skabt et stærkt hold, der var præget af lokale spillere fra både Viborg og opland, og i 1989 kulminerede det med en oprykning til landets bedste række. Det var blot anden gang i klubbens lange historie, det var lykkedes.
Hans Ove Andersen stoppede efter oprykningen som cheftræner – og blev igen ungdomstræner i kløverklubben, hvis førstehold altså gjorde klar til at dyste i landets bedste række.
Hans Ove Andersen er en legende i Viborg FF.
Tekst af Magnus Søndergaard.






