Sambadans fra Mota
2005 |
Af: | 15. oktober 2005
Nogen kalder ham doven. Andre kalder ham en hulens fræk målræv.Under alle omstændigheder står det lysende klart, at Viborg F.F.'s brasilianske angriber, José Mota, kan lugte sig frem til både målchancer og modstandernes mål med bind for øjnene.
I lørdagens lokalbrag mod FC Midtjylland (FCM) skulle der dog en kikset tilbagelægning til, før José Mota med en kold inderside flugtede bolden forbi en prisgivet Ola Tidman i FCM-målet.
FCM-forsvareren, Jesper Mikkelsen, forsøgte efter 20 minutters spil at heade bolden tilbage til sin svenske målmand. Men tilbagelægningen landede i stedet for fødderne af en vågen og veloplagt brasilianer.
0-1 til gæsterne fra Viborg. Og samtidig en kold spand vand i hovedet på hjemmeholdet FCM, som fra start havde taget teten på lokalderbyet.
Fire nye fra start
Medvirkende til det faktum var blandt andet, at Viborg-cheftræner Ove Christensen var tvunget til at rokere mere end almindelig meget rundt på sin startopstilling set i forhold til den seneste SAS Liga-kamp hjemme mod SønderjyskE.
Fraværet af karantæneramte Steffen Højer kom ikke som nogen overraskelse for Ove Christensen, som i stedet havde udset sig Kenneth Fabricius til sin startellever.
Men kort før kampstart måtte Fabricius kapitulere med ankelproblemer, mens en influenzaramt midterforsvarer Thomas Andie hev dynen op om ørerne hjemme i privaten.
Mandefaldet betød et gensyn med 4-4-2-formationen fra sæsonens første kampe. Med Thomas Frandsen som vikar i centerforsvaret og en eksotisk angrebsduo bestående af nigerianske Paul Obiefule og den brasilianske sambadanser, José Mota.
Altsammen faldt generelt heldigt ud.
Bortset fra lidt startvanskeligheder i kampens indledning fandt Thomas Frandsen fint ind i samarbejdet med det øvrige Viborg-forsvar, mens både Paul Obiefule og José Mota kampen igennem beskæftigede FCM-forsvaret på fineste vis.
Den viborgensiske angrebsduo blev dog reduceret til en enmandshær 20 minutter før tid, da en træt Paul Obiefule modtog sit andet gule kort i kampen for et unødvendigt benspænd på FCM-forsvareren, Claus Madsen.
God Viborg-motor
Den tidlige exit betød for Viborg-mandskabet umiddelbart en kamp for overlevelse i resten af opgøret. Men da FCM's ghanesiske kantspiller, Razak Pimpong, kort efter måtte trække sig ud af kampen med en skade, efter værterne havde sendt hele sin udskiftningsbænk i kamp, fuldførte begge hold med 10 mand på grønsværen.
Hvor mandskabssituationen ved slutfløjtet stod lige, var det samme generelt tilfældet hvad angår den spillemæssige side af sagen på SAS Arena lørdag eftermiddag.
Viborg-anfører Jakob Glerup og svenske Martin Åslund satte dog et eftertrykkeligt aftryk på begivenhederne med bundsolidt spil på midten af banen, som reelt var med til at suge den værste energi ud af hjemmeholdets angrebslyst.
Grøn sejr i luftslag
I stedet forfaldt FCM, som kampen skred frem, til at forsøge sig med lange bolde frem mod angrebsfyrtårnet, Frank Kristensen. Men heller ikke den taktik gav succes mod et viborgensisk centerforsvar, hvor Thomas Frandsen og Jesper Andersen stort set vandt alle luftslag foran John Alvbåges mål.
Den svenske keeper blev på grund af en velstrikket Viborg-organisation aldrig sat på de store prøver. Og når der endelig var snerten af fare på færde, viste Alvbåge igen sit kølige overblik med stribevis af sikre indgreb i feltet.
Alvbåges svenske landsmand i FCM's mål - Ola Tidman - havde til gengæld mere travlt med at holde sit hold inde i kampen.
Største Tidman-præstation kom kort inden pausen, hvor Paul Obiefule med en fiks indenomsstikning sendte højrekanten, Mikkel Rask, alene med den svenske FCM-keeper.
Men afslutningen fra Mikkel Rask tog Ola Tidman sig godt af med en kvik håndparade.
Fin figur af Rask
Netop Mikkel Rask, der i forhold til SønderjyskE-kampen havde afløst David Rasmussen i startopstillingen, slap fra sin blot tredje kamp fra start med flere plusser i karakterbogen.
Faktisk var den tidligere Randers-spiller blandet ind i langt de fleste offensive tiltag fra udeholdet Viborg.
Efter 10 minutters spil sendte han med en veludført indersideflugter bolden ind i hovedet på José Mota. Men det efterfølgende hovedstød fra brasilianeren sneg sig lige akkurat uden om FCM-målet.
Og midtvejs i anden halvleg satte Mikkel Rask så kampens bedste angreb i gang.
Et angreb, som fik Paul Obiefule og José Mota til at minde om den legendariske Manchester United-duo, Dwight Yorke og Andy Cole.
Eneste forskel var bare, at hverken José Mota eller Paul Obiefule havde sidste fod på angrebet. Det blev i stedet kampens bedste spiller, Martin Åslund, som i et sandt raseri af et dybdeløb blev spillet dybt af Paul Obiefule.
Men desværre havnede afslutningen fra Martin Åslund lige i handskerne på landsmanden, Ola Tidman, i FCM-målet.
Bredden er i top
I det store hele har cheftræner Ove Christensen kun grund til at være ovenud tilfreds med dagens sejr på SAS Arena.
Først og fremmest, fordi sejren var fortjent. Dernæst fordi triumfen kom i hus trods fire nye mand i startopstillingen.
Rokeringerne på Viborg-holdet vidner om, at bredden i Ove Christensens spillertrup er mere end i orden. Karantæner og skader er ikke længere en stopklods for de store armbevægelser på Kirkebækvej.
Ej heller for de sambaagtige dansetrin, som José Mota diskede op med, da han med sin syvende fuldtræffer i sæsonen skaffede sig på omgangshøjde med angrebskollega Steffen Højer på topscorerlisten.
Men måske har José Mota bare siddet hjemme i sofaen fredag aften og fornøjet sig med TV2's populære Vild med dans, som i går meget belejligt havde sambaen på programmet.
Samba mestrer Mota uomtvisteligt også.

















