- Det er op til os selv
2007 |
Af: | 20. april 2007
Bolden ligger hos Jakob Glerup og co., hvis søndagens opgør mod AaB skal ende med Viborg-sejr. Det mener cheftræner Anders Linderoth.Det kræver ikke hukommelse som en elefant at hente en Viborg-sejr frem fra arkivet, når modstanderen hedder AaB.
Derfor fokuserer VFF-træner Anders Linderoth i sin opladning til søndagens møde med nordjyderne på 0-2-gevinsten på Aalborg Stadion - den første kamp i foråret.
- Det er absolut en af de bdste kampe, vi har præsteret. Vi var stabile over 90 minutter og der var ikke nogen tvivl om, hvem der skulle vinde kampen. Vi var vældigt aggressive og havde stort held med at plukke bolden fra dem højt oppe på banen, husker Linderoth.
Siden forårspremieren på Aalborg Stadion den 11. marts, har AaB imidlertid spillet sig ind i medaljekampen. I den henseende har Anders Linderoth især hæftet sig ved tre spillere, som det vil være oplagt at bruge ekstra energi på i søndagens derby på Viborg Stadion.
- Vi skal helst forstyre Rasmus Würtz og Frederik Windsnes, ellers kan vi godt få problemer. Og så må vi jo sige, at Rade Prica har fået gang i målscoringen igen, fremhæver Linderoth.
Han er dog fuld af fortrøsning. Ikke mindst fordi de direkte modstandere til Würtz og Windsnes hedder Jakob Glerup og Thomas Frandsen.
- Den opgave kan de sagtens klare. De spillede begge en rigtig god kamp mod Brøndby, hvor de stod over for Marcus Lantz og Martin Retov. Godt nok er Würtz og Windsnes mere letbenede typer, men det kan de også godt håndtere, mener Linderoth.
I det hele taget mener VFF-træneren, at det gælder om at finde de samme takter frem fra opgøret mod Brøndby.
- Vi spillede en rigtig god kamp rent organisatorisk i 80 minutter. Desværre lavede vi to fejl i slutfasen, som afgjorde kampen. Men kan vi eliminere fejlene på søndag og holde strukturen over 90 minutter, så vi også at vi kommer frem til chancer til at afgøre kampen. Så det er op til os selv, hvordan kampen på søndag skal ende, fastslår svenskeren og fremhæver i den forbindelse Christian Muomaife, som på egen hånd er i stand til afgøre kampen i kraft af sin speed og evne til at afdrible sin modstander.

















