Loyal opbakning fra Sydtribunen

Opbakningen fra Sydtribunen var stor i søndagens hjemmekamp, selv om de grønne på banen ikke kunne betale tilbage med et godt resultat. Kampen mod Esbjerg var sæsonens første på hjemmebane og dermed også første skridt til at gøre Viborg Stadion til en fæstning. Ambitionen er i hvert fald at bringe Sydtribunen tilbage på samme niveau som for et par sæsoner siden.
- Opbakningen på Sydtribunen er god og fortrøstningsfuld. Nogen er faldet fra i forhold til vores storhedstid for et par sæsoner siden og nogen manglede pga. sommerferien. Målet er at bygge Sydtribunen op igen og meget gerne fylde den i løbet af sæsonen. Vi skal synge højt og støtte holdet med flag og tifoer – konstruktiv opbakning. Vi kan debattere på nettet og diskutere VFF i skolen, på arbejdet og med vennerne, men det gælder om at bakke op på stadion, siger Mikael fra Sydtribunen.
Stemningen på Sydtribunen er fortrøstningsfuld trods modgangen efter sæsonens første to kampe og loyaliteten er i top.
- Jeg kan kun tale for egen regning og jeg følte ikke, at en negativ reaktion på nederlaget i søndags ville gavne nogen. Vi kiggede i stedet videre mod næste kamp. Vi har en ung, bred trup, ro på de indre linjer og nye spillere, som alle kan se bliver gode. Derudover har Morten Jensen jo sagt, at der er yderligere forstærkning på vej, så det ser godt ud, siger Mikael og tilføjer:
- Desuden er det jo ikke usædvanligt, at VFF kommer dårligt i gang med sæsonen. Vi plejer ikke at have mange point efter de første kampe og det behøver ikke være et fingerpeg om sæsonen – så skulle FC København jo også ryge med i nedrykningskampen.

Opbakningen betyder meget
Lasse Kryger har været med som højre back i VFF’s to første kampe og han er imponeret over opbakningen fra lægterne.
- Vi fik virkelig en fin opbakning i Randers, fansene var meget synlige og vi hørte dem meget under opvarmningen og i kampen. Jeg synes også at opbakningen var god i Viborg, hvor fansene nærmest sang hele vejen igennem – dejligt at de støtter holdet på den måde.
Støtten fra Sydtribunen giver spillerne lidt ekstra energi og får de sidste procent frem i holdet.
- Det betyder meget at vi kan høre dem hele tiden i kampene. Det er fedt at de synger og danser, og det giver lidt ekstra inde på banen, vurderer Kryger.

















