Furuseth tror på VFF-redning

Med skiftet til FC Midtjylland melder Petter Furuseth sig ind i kampen om medaljer. Men han føler sig samtidig overbevist om, at VFF nok skal skal sig uden om nedrykning.
Den nu forhenværende VFF-træner Anders Linderoth var den primære årsag til, at norske Petter Furuseth for et halvt år siden skiftede norske Stabæk ud med Viborg F.F.
Men efter afskeden med Anders Linderoth i november måned forsvandt samtidig en stor del af argumenterne for, at Petter Furuseth ønskede at fortsætte på Kirkebækvej.
- Grunden til, at jeg i sin tid tog til Viborg, var Anders Linderoth. Og på samme måde har omstændighederne omkring Anders spillet kraftigt ind på, at jeg ønskede at prøve noget nyt. Man kan vel sige, at det sker i en form for loyalitet overfor Anders, siger Petter Furuseth.
Nordmanden vedgår i afskedens stund, at han genfandt glæden ved fodboldspillet i Viborg. Derfor er han også fuld af taknemlighed over sit ophold på Kirkebækvej.
- Jeg har haft det supergodt i Viborg og er meget taknemlig for det halve år, jeg fik i klubben. Men jeg er også meget taknemlig over, at jeg fik muligheden for at skifte til Midtjylland. Nu står vi tilbage med tre tilfredse parter. Både Midtjylland, Viborg og jeg selv kan være tilfredse efter den løsning, vi er nået frem til, vurderer Petter Furuseth.
17 kampe blev det til for Petter Furuseth, hvor pointhøsten pt. placerer VFF på en rykningsplads. Men den status vil blive forandret efter nytår, forsikrer Furuseth.
- Jeg håber og tror på, at Viborg nok skal klare den. Der kommer en ny træner til med en masse ny energi og med de spillere, som er i klubben, er jeg overbevist om, at Viborg vil lande på den rigtige side af nedrykningsstregen. Det fortjener klubben og ikke mindst fansene, fastslår Petter Furuseth.

















