Træner med forhåbninger
2008 |
Af: | 23. april 2008
Forhåbentlig er virkningen af den selvtillidsindsprøjtning VFF fik efter kampen mod FC Midtjylland endnu ikke aftaget. Hans Eklund håber det flotte resultat kan videreføres til OB-kampen.Fire sejre i træk (over Lyngby, FCK, OB og AaB) var, hvad FC Midtjylland kom til Viborg med i søndags. Et stærkt kæmpende VFF-hold sørgede dog for, at den femte ikke kom i hus for FCM, som måtte tage til takke med 1-1.
VFF-træner Hans Eklund håber den selvtillid, det giver at spille lige op med nummer to i SAS-ligaen, har forplantet sig på Viborg-mandskabet.
- Jeg håber, det giver selvtillid, for når man ser kampen mod FCM, kan man se, at vi i store perioder spiller god fodbold, og vi tør holde på bolden og lade FCM løbe efter os. Man kunne ikke se, at vi var et bundhold, og det håber jeg, spillerne vil tage med sig. OB er også godt kørende i øjeblikket. De vandt mod Brøndby på udebane, så det bliver svært, men jeg håber, spillerne har fået den selvtillid, som gør, at vi kan tage point i Odense også, siger Hans Eklund.
VFF lagde som så mange gange før ud som lyn og torden mod FCM, men de kom desværre bagud alligevel, og så var det endnu engang op ad bakke.
Den bakke blev dog fornemt overvundet, da VFF pressede på 2. halvleg og fortjent fik udbytte af anstrengelserne.
- Jeg er tilfreds med spillernes vilje og fighterindstilling, og selvom vi kommer bagud, får vi et point med os, hvilket jeg er meget tilfreds med. Vi havde en snak om i pausen, at vi skulle ud og blive en tand skarpere, og vi prøvede også at skifte fra 4-3-3 til 4-4-2, og det gav et godt udfald, for vi fik mere styr på deres kanter, siger Eklund.
Om det bliver med det ene eller andet system, OB skal slås, ved vi senere på dagen. Ligeledes vil aftenens kamp vise, om to af de store stjerner fra i søndags, Christian Muomaife og Robert Veselovsky kan gentage bedriften.
- Chris og Robert har ventet på deres chance og trænet hårdt på træningsbanen, og jeg følte, at holdet havde brug for noget ny energi, efter at vi havde tabt mange kampe. De går ind og gør det rigtig fint, og man kan ikke mærke, at de ikke har spillet kamp i lang tid. De gør, hvad de kan, og de gør det rigtig godt, siger Eklund.
Forhåbentlig kan Chris, Robert og co. gøre det ligeså godt i aften, når der kl. 18.00 sparkes op til bold på Fionia Park i Odense.

















