Søren: Kolding bliver en helt anden kamp

Efter 7-2 sejren i pokalkampen imod Marstal/Rise, fangede vi Søren Frederiksen, for lige at få en kommentar omkring kampen, spillerne der fik debut for sæsonen, samt den kommende kamp imod Kolding på udebane.
”Vi spillede en klart godkendt kamp, men i forhold til hvad der forventes af os til daglig, så var det en kamp på det jævne. I perioder gled vores kombinationer rigtig fint, men når man er kommet foran med 4-0 i pausen, så kan det ikke undgås, at man går lidt ned i tempo i anden og måske ikke helt bevarer det samme tempo og samme fokus i anden halvleg,” fortæller Søren.
Viborg F.F. stillede op med nogle nye ansigter i truppen, der ikke har spillet så meget for førsteholdet tidligere, heriblandt f.eks. Niclas Tüchsen.
”Niclas spillede en god kamp, han fungerede fint på den centrale midtbane sammen med Eldin Karisik og har jo for eksempel et rigtig godt spark. Men også Sebastian Göransson fik debut for os i kampen og gjorde det rigtig godt, han har nogle kvaliteter, som er rigtig spændende. Han er glad for at udfordre sin direkte modstander, er ekstremt hurtig og direkte i sit spil. Men han er også en ung spiller, som derfor stadig har mangler i sit spil, men det er jo netop der, vi som trænere kommer ind i billedet, for at lære og hjælpe de unge spillere i deres udvikling”.
Den anden spiller der startede inde i kampen, som ikke tidligere har spillet for VFF’s førstehold var Jesper Lindegaard, der spillede hele kampen på højre back.
”Jesper blev bedre og bedre igennem kampen og har en fantastisk indstilling. Han er næsten lige blevet fuldtidsprofessionel og det skal han, præcis som alle andre, lige vænne sig til, men han gør det rigtig godt”.
På onsdag gælder det så Viasat divisionen igen, når der står Kolding på programmet.
”Jamen, Kolding bliver en helt anden kamp. Kolding har et rigtig godt mandskab. At de er kommet rigtig skidt fra start, vil nok bare virke ekstra motiverende på dem. For efter to nederlag, hvoraf det første var 4-0 på hjemmebane i premieren imod AB, så er der ingen tvivl om, at de føler, de skal bevise noget både overfor sig selv, men også overfor deres hjemmepublikum. De vil gå ind i kampen med meget energi og kæmpe alt hvad de har lært, samtidig med de et rigtig godt hold”.
Når Søren bliver bedt om at nævne en af deres spillere, som man lige skal være ekstra opmærksom på, så falder valget på den tidligere Viborg F.F. angriber Jacob Olesen.
”Jacob er lige skiftet til dem og vil uden tvivl gerne spille en rigtig god kamp imod os. Ydermere har han nogle rigtig stærke spidskompetencer i kraft af hans højde, kropsstyrke og ikke mindst hovedstød. Så han er en af dem, der vil kunne drille os, hvis vi ikke er fuldt fokuserede,” siger Søren afslutningsvis.

















